Når diagnosen endelig kommer - og der bliver stille bagefter

Mange kvinder opsøger mig i terapi efter de har fået en AD(H)D-diagnose.

De kommer ikke, fordi diagnosen var forkert.
De kommer, fordi noget mangler bagefter.

De beskriver diagnosen som en lettelse og som et sammenbrud:

“Endelig forstod jeg mig selv.
Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med det.”

Og de er langt fra alene.

Kvinder diagnosticeres sent – og lever længe uden forklaring

Forskning viser, at kvinder oftere får en ADHD-diagnose sent i livet, typisk i 30’erne eller 40’erne. Nogle endnu senere. 

Ikke fordi symptomerne ikke har været der, men fordi de har været usynlige for omverdenen. 

Mange kvinder:

• Har været stille, pligtopfyldende og tilpassede

• Har haft indre uro, tankemylder og udmattelse

• Har fået diagnoser som stress, angst eller depression i stedet

Resultatet er ofte årtier med selvkritik, overansvar og en overvældende følelse af at være forkert. 

Før diagnosen: “Der er noget galt med mig”

Når jeg taler med sendiagnosticerede kvinder, går et mønster igen:

• De har klaret uddannelse, job og familie

• Men altid med en følelse af at være anderledes

• Og med en indre stemme, der siger: “Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?”

Det slider.

Studier viser, at kvinder med sen ADHD-diagnose har forhøjet risiko for:

• Angst og depression

• Lavt selvværd

• Udbrændthed

• Relationelle konflikter

Ikke fordi de er skrøbelige, men fordi de har båret for meget alene.

Diagnosen: En forklaring – men også en sorg

I terapien hører jeg ofte:

“Jeg er lettet.
Men jeg er også vred.
Og ked af det.”

Diagnosen rejser svære spørgsmål:

• Hvem kunne jeg have været?

• Hvor mange kompromiser har jeg indgået?

• Hvad har det kostet i relationer, arbejdsliv og helbred?

Det er ikke kun psykoedukation.
Det er også sorgarbejde.

Tomrummet efter udredning: når støtten stopper

Mange kvinder oplever, at hjælpen stopper ved:

• Diagnosen

• En recept

• En kort opfølgning

Der er ofte ingen systematisk støtte til:

• At forstå sig selv følelsesmæssigt

• At regulere et overbelastet nervesystem

• At ændre livsstrategier, der engang var nødvendige, men som nu slider

I stedet forventes det, at kvinden:

• Selv finder viden

• Selv forklarer omgivelserne diagnosen

• Selv “får styr på det”

Det er her, mange mister modet.

Konsekvenserne af at stå alene efter diagnosen

Når kvinder ikke får støtte efter udredning, ser jeg ofte:

• Forværring af angst og tristhed

• Skam: “Jeg burde jo have det bedre nu”

• Overpræstation i nye forklædninger

• Konflikter i parforhold og arbejdsliv

Forskning peger samtidig på øgede sundhedsrisici for voksne med utilstrækkeligt støttet ADHD - især hos kvinder.

Det er ikke kun et personligt svigt.
Det er et strukturelt problem.

Hvad kvinder har brug for efter en sen ADHD-diagnose

I mit arbejde ser jeg, at kvinder efter diagnosen har brug for:

• Et trygt rum til at genopbygge selvforståelsen

• Terapeutisk arbejde med skam, identitet, overansvar og grænser

• Hjælp til at skabe et bæredygtigt arbejdsliv

• Regulering af et nervesystem, der har været i alarmberedskab i årevis

Ikke flere strategier alene.
Men sammenhæng, tempo, forståelse og medfølelse.

Diagnosen er ikke slutningen. Den er begyndelsen.

En sen diagnose forklarer meget.
Men den helbreder ikke de år, hvor man har levet i overlevelse.

Når kvinder står alene efter udredning, risikerer diagnosen at blive endnu en opgave, der skal løses.

Mit faglige standpunkt er klart:

En diagnose kan ikke stå alene. Den skal følges af støtte.

 

Kvinderne har allerede bevist, at de kan holde sammen på hverdagen, tage ansvar og få tingene til at fungere. 

Det egentlige spørgsmål er, om de også får mulighed for at leve et liv, der ikke kun handler om at klare sig,  men om at leve godt.