Skal jeg blive eller skal jeg gå?

Et individuelt terapeutisk afklaringsforløb for dig, der er i tvivl om dit parforhold.

Du er vant til at finde løsninger. Du kan navigere i et komplekst arbejdsliv, tage ansvar for din hverdag og analysere dig frem til svar, når udfordringer opstår. Men når det kommer til dit parforhold, virker de værktøjer, du plejer at bruge, ikke længere.

Tvivlen har formentlig boet i dig længe. Det er en udmattende tilstand, fordi du sandsynligvis kan se begge sider af sagen med stor tydelighed. Du værdsætter det gode, I har opbygget, historien I deler, og det potentiale, du stadig får øje på ind imellem. Samtidig mærker du tyngden af de problemer, der gentager sig, ensomheden og følelsen af ikke at blive forstået.

Måske svinger du mellem to yderpunkter: Frygten for at gå og fortryde det, og frygten for at blive, mens intet ændrer sig.

Du har sandsynligvis allerede brugt utallige timer på at analysere situationen. Du har vendt kabalen med dine venner, og du har forsøgt at tale med din partner. 

Når refleksionen alligevel fastlåser dig i stedet for at frigøre dig, skyldes det ofte, at dine tanker kredser om symptomerne frem for den bagvedliggende årsag. Det er naturligt at bruge store mængder energi på at afkode partneren: Hvorfor reagerer han, som han gør? Hvorfor prioriterer hun ikke anderledes? Hvordan kan jeg forklare mine behov, så de bliver forstået?

Den tankegang skaber en illusion om, at din afklaring afhænger af din partners adfærd eller indsigt. Men du har kun råderet over din egen del af relationen. Du kan formidle dine behov, sætte tydelige grænser og ændre dine egne mønstre, men du kan ikke kontrollere, om din partner: 1) forstår dem og 2) vælger at imødekomme dem.

Når du forsøger at tænke dig til en løsning, der kræver den andens forandring, ender du i et mentalt, uendeligt loop. Det holder dig fast i en venteposition, hvor din fremtid er sat på pause.

Det terapeutiske skifte

I et afklaringsforløb flytter vi undersøgelsen væk fra din partners motiver og over på dit eget råderum. 

Jeg fortæller dig ikke, om du skal blive eller gå. Målet er at give dig et fast fundament at vurdere situationen ud fra.

Det kræver, at vi stiller et mere direkte og radikalt spørgsmål, end du måske er vant til:

'Hvis vi antager, at din partner allerede har forstået, hvad du har brug for – og enten ikke evner eller ikke ønsker at ændre det – hvad betyder det så for dig?'

Afklaring opstår sjældent ved, at du stiller ultimative krav til den anden, men derimod ved, at du forholder dig til dig selv, dine behov og til dine egne personlige grænser: Hvad vil du selv gøre, hvis relationen fortsætter nøjagtigt, som den er lige nu?

Dette skifte kan være udfordrende. Det tvinger dig til at adskille forholdet, som det reelt udfolder sig i hverdagen, fra det håb, du har til, hvad det potentielt kunne udvikle sig til. 

Det handler ikke om at placere skyld eller fordele ansvaret for jeres problemer i et millimeterdemokrati. Det handler om at kortlægge virkeligheden så nøgternt som muligt, så du kan se dine reelle muligheder klart og tydeligt.

Hvad kan du forvente af tre samtaler?

Større indsigt: En klarere forståelse af det mønster, der udspiller sig mellem jer, og hvordan du selv bidrager til det.

Identificering af barrierer: Indsigt i, hvad det præcis er, der gør valget så svært for dig, hvad enten det er frygt for konsekvenserne, hensynet til børnene eller tabet af en fælles historie.

Klare navigationspunkter: Definition af, hvad der absolut skal være anderledes, hvis du skal kunne blive i relationen med din integritet i behold.

Et solidt beslutningsgrundlag: At flytte dig fra en passiv og udmattende tilstand af tvivl til en position, hvor du ved, hvad dit næste skridt kræver af dig.

Min baggrund

Min baggrund kombinerer en solid 4-årig psykoterapeutisk uddannelse med mange års erhvervserfaring inden for HR, ledelse og menneskelig adfærd i organisationer.

Jeg er vant til at arbejde med velfungerende, ressourcestærke mennesker, der har brug for skarp, faglig sparring frem for terapeutiske klicheer. 

Du vil blive mødt med en direkte og respektfuld tilgang til dit dilemma.

Det praktiske forløb

Forløbet købes og bookes som en samlet pakke for at sikre den nødvendige kontinuitet, fokus og ro omkring din afklaringsproces.

Omfang: 3 individuelle samtaler á ca. 60 minutter.

Lokation: I min klinik i Kolding eller som online videosamtaler, alt efter hvad der passer bedst ind i din hverdag. Når du har købt, modtaget du en mail med yderligere praktisk information. 

Samlet pris for forløbet: 2.950 kr.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad gør vi, hvis min partner gerne vil med, eller hvis vi vil arbejde på forholdet sammen?

Hvis din partner er motiveret for at deltage, eller hvis du i løbet af dine tre afklarende samtaler finder ud af, at I skal give relationen en reel chance sammen, kan vi skifte spor. Jeg tilbyder et dedikeret relationsforløb, som er en kombination af individuelle samtaler og fælles parterapi. Det giver jer mulighed for at arbejde målrettet med jeres fælles mønstre, samtidig med at der er plads til din egen personlige proces. Hvis det bliver relevant, lægger vi i fællesskab planen for det videre forløb undervejs.

Hvad hvis vi i stedet har brug for klassisk parterapi?

Dette afklaringsforløb er udelukkende individuelt. Det er designet til dig, der sidder alene med tvivlen, og din partner deltager som udgangspunkt ikke. Hvis I som par er enige om at undersøge forholdet sammen, eller hvis du ønsker et rent fælles forløb, tilbyder jeg også klassisk parterapi i min klinik. Du kan se mulighederne for parterapi på min forside eller kontakte mig direkte for at høre, hvad der giver bedst mening i jeres situation.

Hvordan foregår onlinesamtalerne?

Onlinesamtaler er et godt alternativ til fysisk fremmøde. Før hver af de tre sessioner modtager du et sikkert og fortroligt videolink på e-mail. Det kræver ingen teknisk installation eller oprettelse fra din side: du klikker blot på linket via din computer eller telefon, når vores aftale starter. Det gør det nemt at passe forløbet ind i en tætpakket kalender eller et travlt arbejdsliv.

Er forløbet anonymt?

Ja. Som psykoterapeut er jeg underlagt fuld tavshedspligt. Det gælder alt, hvad vi taler om under sessionerne, samt det faktum, at du går i et forløb hos mig. Hvis du betaler forløbet via din virksomhed, kan fakturaen udstedes med en neutral tekst (f.eks. "Sparring og professionel udvikling"), så din private situation forbliver fortrolig.