
Psykoterapeuter, psykologer og psykiatere – hvad er forskellen?
Share
Psykoterapeuter, psykologer og psykiatere arbejder alle med menneskets mentale sundhed og har som mål at hjælpe mennesker til at få det bedre psykisk. Men selvom de tre faggrupper har mange ligheder, er der væsentlige forskelle i deres uddannelser, metoder og arbejdsområder:
Psykoterapeuter
Som psykoterapeut arbejder man ud fra samtalen. Fokus er på at identificere og bearbejde de tanker, følelser, handlinger og oplevelser, der skaber udfordringer for klienten. Psykoterapeuten hjælper med at skabe indsigt og finde nye måder at tackle livets problemer på.
Det er dog vigtigt at bemærke, at titlen „psykoterapeut” ikke er beskyttet i Danmark. Derfor skal du være opmærksom på, at ikke alle psykoterapeuter har den samme baggrund. Psykoterapeuter, der er medlemmer af Dansk Psykoterapeutforening, har gennemført en godkendt fireårig deltidsuddannelse og kan kalde sig psykoterapeut MPF.
Psykoterapeuter adskiller sig fra psykologer på flere måder:
Uddannelse: Uddannelsen til psykoterapeut varer fire til seks år på deltid og er en efteruddannelse, som ofte tages af personer med en eksisterende faglig baggrund.
Egenterapi: En vigtig del af psykoterapeutuddannelsen er kravet om egenterapi. Psykoterapeuten skal have arbejdet med egne følelser og reaktioner for at kunne bruge sig selv som et redskab i arbejdet med klienterne.
Arbejdsområde: Psykoterapeuter er uddannet til at hjælpe mennesker med psykiske og personlige udfordringer som sorg, kriser, stress eller angst. De er dog ikke uddannet til at diagnosticere eller behandle svære psykiske lidelser og samarbejder derfor ofte med psykologer og psykiatere.
Psykologer
Psykologer arbejder også ud fra samtalen, men deres uddannelse giver dem mulighed for at diagnosticere psykiske lidelser.
Uddannelse: Psykologer har en universitetsuddannelse i psykologi og kan specialisere sig inden for forskellige områder. For at opnå autorisation som psykolog kræves mindst to års supervision efter kandidatuddannelsen.
Diagnostik: Psykologer er uddannet til at vurdere og stille diagnoser på psykiske lidelser. De arbejder ofte med klienter, der har komplekse problemstillinger, og kan tilbyde forskellige typer terapi baseret på evidensbaserede metoder.
Egenterapi: Egenterapi er ikke en del af grunduddannelsen, men er et krav for psykologer, der specialiserer sig i psykoterapi.
Psykiatere
Psykiatere er uddannede læger med en specialisering i psykiatri. De arbejder ofte med mennesker, der har svære psykiske lidelser som skizofreni, psykoser eller personlighedsforstyrrelser.
Uddannelse: Psykiatere har en lægeuddannelse efterfulgt af flere års specialisering i psykiatri.
Medicin: Psykiatere kan som de eneste blandt de tre faggrupper udskrive medicin til behandling af psykiske lidelser. Medicinsk behandling kombineres ofte med psykoterapi.
Specialisering: Mange psykiatere videreuddanner sig inden for specifikke områder af psykiatrien eller tager efteruddannelse i psykoterapi.
Hvilken hjælp har du brug for?
Valget mellem en psykoterapeut, psykolog eller psykiater afhænger af, hvad du har brug for.
1) Hvis du står over for en livskrise, oplever stress, angst eller depression eller har behov for personlig udvikling, kan en psykoterapeut være det rette valg.
2) Hvis du har brug for en vurdering af en psykisk lidelse eller behandling af denne, er en psykolog relevant.
3) Og hvis du har brug for medicinsk behandling i kombination med samtaleterapi, kan en psykiater være vejen frem.
Uanset hvem du vælger, er det vigtigste, at du føler dig tryg og mødt i samtalen. Det kan derfor være en god idé at kontakte din behandler inden du starter på et forløb, så du får en fornemmelse af om det er det rigtige for dig.
Hvis du er i tvivl om hvilken type behandler der er den rigtige for dig, er du velkommen til at kontakte mig på selma@mennamindbusiness.dk eller booke en gratis, afklarende samtale via linket her
(Kilde: Dansk Psykoterapeutforening)