Mænd og terapi: Hvad foregår der egentlig hos en psykoterapeut?

Mænd og terapi: Hvad foregår der egentlig hos en psykoterapeut?

“Jeg gider ikke noget med at sidde i rundkreds og holde hinanden i hånden.”

Sådan lød en kommentar i min praksis for nylig. Det var første gang, han var hos en terapeut, og han sad helt ude på kanten af stolen. Nervøs for hvad der skulle ske. 

Kommentaren fik mig til at tænke på, hvilke forestillinger der stadig findes om at gå i terapi. Om de forestillinger forhindrer nogle mænd i at opsøge hjælp. 

Forskning peger på, at mænd generelt er mindre tilbøjelige end kvinder til at søge professionel hjælp, når de oplever personlige eller følelsesmæssige udfordringer.

Det kan være problemer i parforholdet eller andre relationer. Følelser, der er svære at forstå eller håndtere. 

Forestillingen om at skulle kunne klare sine problemer selv, være stærk og ikke vise sårbarhed går igen som barrierer i forskningen. 

Du behøver ikke være god til at tale om følelser

Jeg tror, nogle har en forestilling om, at terapi kræver, at du kan sætte lange og præcise ord på dine følelser.

Det behøver du ikke.

De fleste kommer med noget meget konkret:

Jeg sover dårligt.
Jeg bliver alt for hurtigt vred.
Mit parforhold fungerer ikke.
Jeg kan ikke slippe arbejdet, når jeg kommer hjem.
Jeg ved egentlig ikke, hvad der er galt. Jeg ved bare, at noget ikke fungerer.

Så starter vi der.

Hos mig er individuel terapi en samtale med et formål. Vi undersøger, hvad der sker, hvad der ligger bag, og hvad du konkret kan gøre anderledes.

Forskning i mænd og psykoterapi peger interessant nok også på, at mere samarbejdende og handlingsorienterede tilgange kan være attraktive for nogle mænd.

Du behøver altså hverken vide, hvad du skal sige, eller have forstået problemet på forhånd.

Og jeg lover, vi holder ikke hinanden i hånden.

Tilbage til blog

Overvejer du, om terapi kunne være relevant for dig?

Du behøver ikke vide præcis, hvad problemet er, eller hvad du skal sige, når du kommer. Vi starter med det, der fylder hos dig.

Læs om individuel terapi

Psykoterapi i Kolding eller online.

Book en samtale